T. 22 30 16 81 / 22 64 80 18 | E. info@quote-kommunikation.dk


Erfarne partnere i Quote Kommunikation

De to partnere i Quote Kommunikation, Ulrich Wolf og Simon Kratholm Ankjærgaard, har begge mange års erfaring indenfor journalistik og strategisk kommunikation og var i en årrække kolleger i Berlingske Media.

Ulrich Wolf

Ulrich er født 29. marts 1969 og bor sammen med sin kæreste Karin og børnene Katharina og Camilla i Brønshøj. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1997 og har siden primært arbejdet i Berlingske Media – både som journalist og som redaktør. Han har blandt andet været journalist og souschef på Mediecentret Parken, redaktør på Rødovre Avis og lokalredaktør på Ugeposten med ansvar for Gilleleje og Nordkysten. Senest har han været redaktør på Erhvervsavisen Ballerup/Gladsaxe/Søborg, samt webredaktør på Mediecentret Ballerup. Sideløbende har han taget flere kurser, blandt andet om journalistik tæt på borgeren, om public journalism og om journalistisk ledelse. Han er p.t. i gang med en 3-årig akademiuddannelse i virksomhedskommunikation. Ulrich har foretaget flere lange rejser med rygsækken på, heriblandt jungleophold i Amazonas og Borneo, samt bestigning af Kilimanjaro.

 

 

Simon Kratholm Ankjærgaard

Simon er født 18. november 1973 og bor sammen med sin kone Rikke i Jyllinge. Han har tre biologiske børn – Bertram, Kaya og Hugo – og et bonusbarn, Louis. Han har arbejdet som journalist siden 1993, har taget den åbne uddannelse i journalistik fra Danmarks Journalisthøjskole i 1997 og er uddannet cand.scient.soc . i Internationale Udviklingsstudier og Historie fra Roskilde Universitet i 2005. Simon har arbejdet en lang årrække som journalist i Berlingske Media, blandt andet for Ballerup Bladet, Bagsværd/Søborg Bladet og Mediecentret Parken. Han har været journalist, redaktionssekretær og redaktør på Danmarks eneste hjemløseavis, Hus Forbi, og har arbejdet med kommunikation for flere humanitære organisationer, blandt andet U-landsorganisationen Ibis og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre. Derudover har han siden 2005 arbejdet som freelance-journalist, særligt for Danidas magasin Udvikling og Kristeligt Dagblad. Simon har rejst og arbejdet en del i Afrika, blandt andet i Benin, Uganda og Zambia.